Halvvejs tilbage imod floden hvor vi krydsede et par dage tidligere, finder vi en suverænt fed pool, hvor bækørreder på 2-4 kilo cirkler lokkende rundt i det krystalklare vand. Selvom vi ikke er fedtfinne fiskere, kan vi dog ikke dy os - man er vel et menneske. På ganske få kast med en lille spinner, har vi begge fået bækørreder på 2,2 og 2,3 kilo, der ryger direkte på panden, stegt i en diskret blanding af karry og peber. Man kan sige meget om kogt ål, men pandestegt ørred rangerede dog alligevel klasser højere på den kulinariske rangstige. Natten giver kun få småfisk, hvilket bestyrker os i vores beslutning om at prøve andre vande.

Om morgenen da jeg vasker op dukker 2 par stikkende små øjne op bag et sunkent træ. Ålene bugter sig langsom nærmere indtil de ligger blot en meter væk og kigger ondskabsfuldt på mine fingre, der til alt held ikke længere befinder sig i vandet. Af frygt for at skræmme fiskene får jeg Søren til at række mig en af stængerne. Den største af ålene vejer ca. 6 kilo og med rystende hænder får jeg serveret et stykke friline lammehjerte lige foran fiskene. I flere sekunder ligger fiskene helt stille, som om deres foretrukne jagteknik er at nedstirre byttet, indtil det dør af skræk. Pludselig bevæger begge fiskene sig de sidste 10 cm hen til agnen, altimens de snor sig om hinanden. Da den ene af fiskene hugger, er det desværre den mindste, der sidenhen skulle vise sig at veje 4,2 kilo. I håbet om at den store fisk kommer tilbage, bliver vi lidt ekstra tid på lejrpladsen. Da der ikke er sket noget efter ca. ½ time beslutter vi os for at starte den lange hjemtur. Først 3 dage og en hel masse afbrændte kalorier senere, er vi tilbage til bilen og kan køre op til Nelson for at fejre årtusindeskiftet på behørig vis.

>>