Da guldfeberen rasede på New Zealands Vestkyst 1860´erne blev der gået hårdt til den. Nok blev der vasket guld på traditionel vis, men i flere områder blev der gravet efter guld - næsten på samme måde som man graver grus i grusgrave. Resultatet er at store dele af vestkysten er perforeret som en Schweizerost med vaskeægte guldgrave, der gradvist er blevet fyldt op med vand. Ved en stor del af disse er langs kanterne groet fuldstændig til i uigennemtrængelig skov og har i mange år ligget som glemte perler i det rå og ubarberede Westcoast landskab. Mange af guldgravene er indhyllet i en stank af glemsel og lårtykke storål.

Næste eftermiddag var vi klar ved guldgravene. For at lokke ålene til havde vi fyldt et "rubby-dubby" net med blodryppende stykker af okselever og hængt det ud, et sted, hvor vi tidligere på dagen havde set en del rigtig gode fisk. Imens posen gjorde sit lokke-arbejde, gik vi over til en anden guldgrav blot 50 meter væk. I en lille vig får Søren et godt hug fra en 4 kilos fisk, og i kampens hede lokkes masser af andre store ål til. I næsten hver eneste kast hugger ålene - ofte "on the drop", og den hektiske action kulminerer med, at jeg lander en utroligt stærk fisk på 6,2 kilo. Vi er helt forpustede og lykkelige over de mange store fisk. Hvis vi på det tidspunkt havde vist hvad natten senere ville bringe, ville vi sikkert ikke havde været helt så overgearede.

Da mørket falder på gør vi klar ved rubby-dubby sporet. Agnen er kvarte lammehjerter, der bliver fisket løsline blot 3 meter fra land. Som bidmeldere bruger vi den klassiske touch-ledgering taktik - at holde linen løst imellem fingrene. Der er ikke gået 30 sekunder inden vi får det første hug og sådan bliver det ved. I løbet af de næste 4 timer hugger den ene store ål efter den anden. Aldrig har jeg oplevet så meget "but-cracking nonstop action". Da vi fisker lige op ad en snag, får fiskene ikke så meget som en centimeter line, og hver gang vi kroger en af de store fisk er der tonsende flex hele vejen ned til bundduppen. Inden natten er omme har vi fanget mindst 90 ål, hvoraf ca. 50 stk er over 5 kilo. En del fisk vejede 6-7 kilo. De to største gik til Søren og vejede ikke mindre end 7,7 og 8,8 kilo. En suveræn følelse omsider at vælte sig i store fisk oven på de adskillige tusinde kilometer vi havde kørt i vores søgen efter det ultimative ålevand.

>>