Fiskeklubben Rokkerne
Sæsonen 2010

Her ved indgangen til 2011 kan vi se tilbage på en nærmest fantastisk sæson i klubregi.
Vi havde igen fremgang i det gennemsnitlige deltagerantal på turene, og med et snit på 6.16 deltagere per tur, blev den tidligere rekord fra 2005 på 6 deltagere slået.
Klubrekorder blev det også til.....

Sæsonen bød på hele 6 nye af slagsen:


Et nyt koncept for generalforsamlingen blev testet. I stedet for de normale aften-arrangementer, var forestillingen henlagt til lørdag formiddag med brunch hos Schwalm. En ganske fin succes, men da det i forbifarten var blevet overset, at det kostede enkelte muligheden for at deltage, bliver GF fra 2011 igen afholdt i de normale rammer.
Som vanligt forløb GF stille og roligt. Mikkel Christiansen var indstillet som prospect, men blev ikke forfremmet i denne omgang.

Antallet af medlemmer fordelte sig i 2010 således:
Medlemmer 9
Prospects 2


Fiskemæssige højdepunkter i klubregi 2010:

For fjerde år i træk var klubbens havørredweekend - part 1, 2, 3 , 4 - henlagt til Peters forældres sommerhus ved Råbylille strand på Møn. Igen var turen et sandt tilløbsstykke med hele 9 mand i den lille hytte. I modsætning til sidste års tur i marts måned, var turen i år lagt lidt senere nemlig i sidste weekend i april, og dette gav forhåbninger om et resultatmæssigt løft i forhold til den pauvre tur i 2009.
Weekenden blev som sædvanligt en stor social succes, og mange pilsnere, ørreder og fantastiske historier senere kunne resultatet gøres op - 30 fisk over weekenden med den største på 3.45 kg til Johnny, som dermed lå i spidsen for klubmesterskabet.

For anden gang i historien var en sudertur i 2010 på programmet.
Med bange anelser om fiskedød efter den ekstremt lange vinter var 5 mand på plads ved sudersøen denne tidlige majmorgen. Rent fangstmæssigt blev turen ikke den store succes, men det lykkedes dog Boysen at fange en enkelt på 2.350 kg, som dermed gav ham sejren. Peter var så uheldig, at miste en fin suder kort før slutfløjtet.

Juni måneds tur var en nyskabelse i Rokkeregi. En småbådstur efter torsk på Øresund med mulighed for mange forskellige arter. 5 mand var mødt op til denne interessante dyst. Fiskeriet blev desværre ikke så fantastisk som håbet, men 25 torsk og et par fladfisk senere kunne Vinding kåres som vinder med en torsk på 1.550 kg.

Gennem en årrække har Rokkernes augusttur været med aborrer som mål, og 2010 var ingen undtagelse. Turen gik igen til Esrum, hvor chancen for en kapitalaborre bestemt er tilstede, men fiskeriet er ikke altid helt ligetil.
Aborreturens gode ry havde lokket hele 8 mand til Sørup havn, og rent antalsmæssigt blev ingen skuffet, men størrelsen var ikke værd at skrive hjem om. Utrolig mange små fisk blev fanget, men en enkelt fin aborre på 510 gr. sikrede Jonas sejren.

Medeturen var i år henlagt til Ringebæk sø efter et par magre år ved Strødam engsø. 7 mand var på plads i riv og rusk, hvilket gjorde det ganske besværligt at fiske effektivt. Der blev dog landet fint med fisk på et par af pladserne, og i sidste ende sikrede en fin brasen førstepladsen for Foged, som samlet fangede 2.920 kg

På linie med aborreturen og havørredweekenden er også geddeweekenden normalt et tilløbsstykke i Rokkerne. Desværre var en kombination af flere uheldige omstændigheder med til at decimere antallet af deltagere på årets tur til 7 mand, men turen blev alligevel ganske hyggelig.
Turen gik denne gang til et - for Rokkerne - jomfrueligt vand. Gyrstinge sø nær Ringsted var målet, og ikke mindst chancen for fine sandart havde skruet forventningerne op. Fiskeriet var desværre langt fra fantastisk - især snitstørrelsen skuffede og sandarterne udeblev. Weekendens samlede resultat blev ca. 40 gedder med kun 3 over 5. Jan løb med den største på 6.25 kg.
Ingen kunne dog true Boysen i det samlede regnskab, og ved turens afslutning kunne han kåres til klubmester.


Medlemmer/prospects - efter eget udsagn - bedste fangst i 2010:

Medlemmer:
Henrik Schwalm - Havørred
Kasper Vinding - Havørred 1.400 kg
Michael Boysen - Havørred 5.05 kg
Jonas Hansen - Suder 3.525 kg
Thomas Wolff - ?
Peter Rasmussen - Havørred 2.200 kg
Flemming Foged - Brasen 1.550 kg
Johnny Mark - Havørred 3.45 kg
Jan Fahlgren - Havørred 3.000 kg

Prospects:
Martin Lundqvist - 1.270 kg
Mads Hansen - Intet at mindes!

Besøgstallet for Rokkerne.dk lå i sæsonen 2010 i gennemsnit omkring 4000 hits pr. måned, hvilket er nogenlunde status quo i forhold til året før.
Det gennemsnitlige antal unikke hits i døgnet ved årsskiftet var 19,9. En lille stigning i forhold til det rekord dårlige 2009, men stadig meget utilfredsstillende for vores klub. Det hænger dog nok sammen med, at langt flere medlemmer end tidligere stort set ikke fisker på egen hånd længere, og derfor leverer meget få nyheder til siden. Der kan kun opfordres til, at medlemmerne igen kommer med bidrag til hjemmesiden.
Det samlede antal hits siden 09-05-02 rundede 620.901


Trods den lidt dystre afslutning ang. hjemmesiden, så tegner 2011 trods alt til at blive en rigtig fin sæson. Kan vi fortsætte fremgangen på klubturene, og muligvis få lidt gang i de private ture igen, så er der jo ingen sorte skyer overhovedet.
Med håb om et godt fiskeår 2011.

Klubmester 2010 - Michael Boysen



Fiskeklubben Rokkerne